Bekymring eller tristhed (STIME)
Når bekymring eller tristhed fylder for meget – en lettere behandling til unge
Greve Kommune har indgået et samarbejde med Region Sjællands børne- og unge psykiatri om STIME og tilbyder fra efteråret 2024 STIME-sporet 'Når bekymring eller tristhed fylder for meget', som er et lettere behandlingstilbud til unge, som oplever at være i mistrivsel, i alderen 12-17 år.
Greve PPR sender løbende information ud, når der udbydes nye forløb samt når målgruppen ændres. Tjek gerne på:
Læs mere
STIME er et tværsektorielt samarbejde oprindeligt udarbejdet i Region Hovedstaden. Essensen er, at kommuner og psykiatrien samarbejder om at skabe en tidlig og præcis indsats, der hjælper børn og unge i psykisk mistrivsel i deres hverdag. Med en mere tilgængelig behandling i nærmiljøet er formålet at opspore udfordringerne, når de opstår, og inden disse når et niveau, der kræver henvisning til børne- og ungepsykiatrien.
Forløbene der tilbydes i STIME, er målrettet børn eller unge i psykisk mistrivsel eller med udfordringer, som relaterer sig til et af de fire STIME-spor. STIME er et lettere behandlingsforløb og henvender sig ikke til børn og unge, der har behov for at blive udredt eller behandlet i psykiatrien.
Arbejdet i STIME centrerer sig om tre indsatsområder, som er gensidigt afhængige af hinanden:
- Tidlig opsporing og præcis visitation.
- Lettere behandlingsarbejde med barnet og familien.
- Understøttelse af behandlingsarbejdet i læringsmiljøet.
Greve Kommune har nu indgået et samarbejde med Region Sjællands børne- og ungepsykiatri om STIME og tilbyder nu forløbet 'Forældrepiloterne' og fra efteråret starter forløbet 'Bekymring eller tristhed'.
Hvis i som fagprofessionelle eller forældre har spørgsmål til STIME, kan i kontakte Greve PPR.
I kan også læse mere samt se en kort intro video på Region Hovedstadens hjemmeside: STIME (psykiatri-regionh.dk)
Fra efteråret 2024 åbner Greve Kommune op for STIME-sporet 'Når bekymring eller tristhed fylder for meget', som henvender sig til unge i alderen 12-17 år, som oplever at enten svære tanker, bekymringer eller tristhed, fylder for meget i hverdagen.
Formålet er at tilbyde den unge et lettere behandlingsforløb, som kan hjælpe den unge med at opnå en bedre forståelse af sine komplekse tanker og følelser. Derudover vil forløbet vejlede den unge i at kunne håndtere sine følelser mere hensigtsmæssigt i hverdagen.
'Når bekymring eller tristhed fylder for meget' er et manualbaseret samtaleforløb, som strækker sig over et par måneder og omfatter mindst seks individuelle samtaler med STIME-behandleren. STIME-behandleren kan vurdere at flere samtaler kan vær relevant. Samtalerne vil både foregå i rum, hvor både den unge og forældre er til stede, men der vil også være samtaler hver for sig.
Fokus for behandlingen er på den unges specifikke udfordringer og oplevelser, med udgangspunkt i at hjælpe den unge til at:
- Blive mere bevidst om sine negative tanker og følelser.
- Forstå sine bekymringer og/eller tristhed.
- Tænke og handle mere hensigtsmæssigt i forhold til det, som er svært.
Ansøgning til forløbet sker via Greve Kommunes hjemmeside, som der er linket til øverst på siden.
Barnet/den unge skal have bopæl i Greve Kommune.
Ved ansøgning vil den unge samt forældre få tilsendt spørgeskemaer, som skal besvares, med formålet om at lave en for-screening. Herefter vil STIME-behandlerene vurdere om den unge er inden for målgruppen, eller om en anden indsats skal tilbydes.
Efterfølgende inviteres den unge og familien ind til en for-samtale, hvor de vil møde STIME-behandleren og de sammen kan snakke forløbet igennem.